For medlemmer > Medlemsgrupper
Din – min – og vores fælles forening har brug for dig!
Kom og vær med – det er sjovt, hyggeligt og nødvendigt!
I foreningen er det besluttet at oprette medlemsgrupper til at tage sig af de mange opgaver i galleriet.
Vi har allerede én frivillig medlemsgruppe, nemlig bestyrelsen, som er valgt til at tage sig af den overordnede planlægning, økonomien og den daglige ledelse.
Men der er mange andre opgaver, der skal løses. For ud over at være et kunstnerisk fællesskab, er galleriet jo også vores fælles forretning, hvor vi gerne vil sælge vores kunst. Og derfor er det i alles interesse, at galleriet altid er indbydende og i tip-top stand, så vores kunder får lyst til at bruge tid og penge hos os.
Så meld dig til en gruppe! Gør en lille indsats for dit galleri! Det lønner sig!
Men skal man så være der evig og altid, og skal alle i gruppen altid være der samtidig?
Nej – man aftaler i gruppens facebookgruppe hvem der gør hvad hvornår – eller man skriver f.eks.: Jeg bager – eller : Jeg rydder op i værkstedet på fredag – er der nogen, der vil komme og give en hånd med?
Mange af opgaverne kan måske løses, når man alligevel er i galleriet, f.eks. på ophængningsdage eller hvis man kommer lidt tidligere eller går lidt senere, når man har vagt.
Bestyrelsen blander sig som sådan ikke i gruppernes arbejde, men alle grupper får en kontaktperson i bestyrelsen, som man kan stille spørgsmål til og som kan være bindeled til bestyrelsen.
Og økonomisk råderum/større udgifter skal naturligvis aftales med bestyrelsen.

Udstillings-gruppen
I denne gruppe får man gode ideer til, hvad der skal ske på udstillingernes åbningsdage, så det bliver lidt festligt for os selv og vores gæster.
Skal der være musik? En Artist-talk? En opgave eller konkurrence? Eller....?
Det er også erfarne medlemmer fra denne gruppe, der tager sig af nye medlemmer på ophængningsdage og hjælper dem med at finde ud af, hvor de ting, de skal bruge, er og hvordan det hele foregår.
En fra gruppen gennemgår udstillingerne sammen med en fra bestyrelsen når ophængningsdagen er slut klokken 18.00.
Er der prismærker på alt? Står og hænger alt, som det skal? Er der noget, der skal ændres?
Eller ser det hele bare supergodt ud?

Lokale-gruppen
Gruppen her skal først og fremmest løse praktiske opgaver og foretage mindre reparationer i galleriet.
Der skal måske slås et par søm i, et gelænder, som sidder løst skal repareres, et par snavsede trappetrin skal males,eller en ny hylde sættes op.
Bor man i nærheden kan man måske give en hånd med, når træpiller til fyret nogle få gange om året skal bringes ind i kældereren.
Der skal af og til ryddes op i depot og værksteder, så der er brugbart og fremkommeligt.
Det er også denne gruppe, som ud fra sit kendskab til huset, fremover foreslår arbejdsdage og definerer opgaver.
Gruppen kan også komme med ideer i forhold til indretning af værksteder og udstillingspladser.

Café-gruppen
Denne gruppe sørger for, at der altid er lækre boller i fryseren! De bages jævnligt i galleriets køkken og er et hit i cafeen!
Er man to om at bage en dobbelt portion er det ekstra hyggeligt.
Gruppen sørger også for, at køkkenet er i så tip-top stand, at vi roligt kan invitere fødevarestyrelsen indenfor.
Det er også denne gruppe, der holder tjek på, at der er de varer, vi skal have i køleskabet og på lager.
Hvis man melder sig til denne gruppe, får man et gratis hygiejnekursus.

Julemarkedsplanlægning
Hvert år holder Galleri Langager et julemarked med UNIKA kunsthåndværk
Det afholdes i forbindelse med "Jul på Helnæs" og varer to dage i den første weekend i december.
Da det har et noget andet koncept end de vanlige kunstudstillinger bliver der hver år nedsat en arbejdsgruppe som tager sig at planlægning og gennemførelse af dette julemarked.
Denne gruppe er nedsat i forhold til 2026 og mangler pt. ikke medlemmer.

Keramik-gruppen
Keramikgruppen består af en lille gruppe, der har lyst til at arbejde i vores keramikværksted og få det, de frembringer, brændt i vores keramikovn.
En af galleriets kunstnere, Jane, er tovholder for brugen af keramikværksted og ovn og kan hjælpe dig igang , hvis du har lyst.
Du sender blot en mail til gallerilangager@gmail.com så kontakter Jane dig.
Du kan læse meget mere om hvordan både keramikværkstedet og galleriets andet værksted kan og må bruges af foreningens medlemmer

Hvilende grupper
I foreningen har vi også to medlemsgrupper som i øjeblikket er sat lidt i bero.
Den ene gruppe var nedsat med henblik på at få ideer til hvordan foreningen kan hverve flere medlemmer. Arbejdet er begyndt men holder en pause .
Den anden gruppe var nedsat med henblik på at udvikle et koncept til hvordan vi i galleriet kunne få bedre kontakt til diverse kunstforeninger. Gruppen er pt sat i bero.
Der kommer mere her på siden, når og hvis der igen er mulighed for at genoptage arbejdet i disse grupper.


